25.11.2011
Danskerne er vilde med tysk kultur
Efter en succesfuld lancering sidste år udvides Tyske Filmdage nu til Århus. Det betyder, at flere danskere har mulighed for at opleve tysk film og kultur, når det er bedst.
Danskerne har i den grad fået øjnene op for tysk kultur og Tyskland. Når danske studerende vil til udlandet og studere, så ligger Tyskland solidt på 4. pladsen over foretrukne studiedestinationer. Vi valfarter i det hele taget gerne til Tyskland. Når Berlin kærligt bliver omtalt som Danmarks kulturelle hovedstad, så er det fordi, at flere og flere danske kunstnere vælger at bosætte sig i metropolen. Hertil kommer hundred-tusindvis af danske turister og op til ti tusind tilflyttere, som hver dag færdes i den spændende storby.
Tyskland summer af energi, innovation og fornyelse – og tysk film er ingen undtagelse. Det var Tom Tykwer, der med ‘Lola rennt’ (1998) for alvor gjorde op med ærefrygten for forældregenerationens store navne som Fassbinder, Herzog, Wenders og Co. Siden hen er det gået over stepperne med store titler som Der Untergang, Goodbye Lenin, Sophie Scholl, Die Welle, Det hvide bånd, De Andres liv osv.
Det er ikke kun det danske publikum, som er vilde med tysk film. Også filmbranchen og nogle af vores store danske instruktører lader sig inspirere af den tyske filmindustri:
“Hvad ville dansk film være uden Lars von Trier? Og hvad ville der være tilbage af Trier uden – tysk film? Det er ikke tilfældigt, at han caster Fassbinders surmulende muse Barbara Sukowa i EUROPA. Og det er heller ikke tilfældigt, at tyskerne strømmer til for at se Triers seneste værk, “Melancholia” - hvor der gik lige lovligt meget Wagner i den, som han selv siger det med tyk ironi. Selv når han provokerer i Cannes, er det Triers tyske historie, som kommer op. Får vi nogensinde en ny Trier? Det er god ide at vende blikket mod tysk film i dag for at se, hvad der venter os herhjemme,” siger forfatteren og debattøren Knud Romer.
Bred interesse for tyske film
Den stigende interesse for tyske film afspejles ikke kun i de mange titler, som kommer fra vores naboer mod syd, men også i de mange priser, som filmene tager hjem. Også danske skuespilprofiler som Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen medvirker løbende i store produktioner – Sidstnævnte bl.a. i filmen ”Tavsheden”, som har premiere i løbet af de Tyske Filmdage den 27. november.
Tyske Filmdage blev lanceret for første gang sidste år som et resultat af en stigende dansk interesse for tysk film. I år er festivalen tilbage og er endda blevet udvidet til også at gælde Århus. Det vil give flere danskere muligheden for at tage pulsen på tysk film anno 2011:
”Danskerne er nogle af de mest filmbegejstrede i hele Europa. Og de er også meget åbne for at se film på andre sprog end engelsk. Begge dele er en fantastisk positiv forudsætning for et kulturinstitut som os, der gerne vil gøre danskerne opmærksomme på nogle af de unikke oplevelser, som man kan få med fx tyske film. Vi håber, at de Tyske filmdage, som havde succes i 2010, også i år falder i publikums smag ,” siger Annesusanne Fackler, institutleder på Goethe Institut-Dänmark, det tyske kulturinstitut i Danmark, der arbejder for at fremme tysk sprog og kultur.
Spændende program
Det er andet år i træk, at Goethe-Instituttet sammen med Den Tyske Ambassade, Copydan Verdens TV og Grand Teatret stabler Tyske Filmdage på benene. Programmet er sat sammen af en bred vifte af spændende titler, som for manges vedkommende kun kan ses i biografen ved denne lejlighed. Det gælder også den tysk-tyrkiske ’Almanya - Willkommen in Deutschland’, der åbner festen i København, og som kaster et både uhøjtideligt og kærligt blik på tyskerne.
Tyske filmdage løber af stablen fra den 27. november til 1. december i Grand Teatret og den 2. december til den 5. december i Øst for Paradis. Læs mere på:
http://www.grandteatret.dk/files/Grandmaanedsprogram/Tyske%20Filmdage%202011.pdf